Brand management i IBM
En stilling som national marketingchef i en amerikansk, global virksomhed er forbundet med en række antagelser, der typisk handler om graden af indflydelse og selvbestemmelse. Er alting ikke på forhånd besluttet i USA - for blot at skulle eksekveres i Danmark? "Nej," svarer Claus Lønborg, der er marketingchef i IBM Danmark. Hos IBM er det sådan, at selv om de centrale værdier og budskaber i brandingen ikke er til diskussion, er måden de føres til markedet på helt op til de lokale marketingansvarlige. Claus Lønborg giver her sin personlige beretning om de udfordringer og overvejelser han på godt og ondt er stødt på som lokal forvalter af et af verdens stærkeste brands.
IBM - hvad er det nu de laver?
Der hersker ingen tvivl om, at det at arbejde for et stærkt brand gør det meget lettere at åbne døre hos kunder og gøre sig interessant hos leverandører. Når man ringer og præsenterer sig som marketingchef for IBM, stilles der sjældent spørgsmålstegn ved, hvad IBM nu går og laver, eller om vi er interessante at arbejde sammen med. Alle kender virksomheden og ved, at IBM, laver pc'er.
Men hov - det er jo helt forkert.