Dwarf byder velkommen til Henriette Rønne Rasmussen, nyansat User Experience Designer!

Som nyuddannet cand.IT’er fra Aarhus Universitet har Henriette primært erfaring fra adskillige stillinger på tværs af LEGO-koncernen.

Hos Dwarf glæder Henriette sig til at kunne udfolde sig og gå i dybden indenfor sit fagområde:

– Hos LEGO var jeg så heldig at få lov at prøve en lang række forskellige projekter, stillinger og arbejdsprocesser af. Dét, jeg finder mest inspirerende, er at arbejde med slutprodukter, da jeg har en stor skabertrang, og det er hér, hvor jeg virkelig får udløb for kreativiteten. Heldigvis har jeg haft muligheden for dette, først som producer i Digital Solutions, og senere som UX’er og konceptudvikler i et Front End produktudviklingsteam. Nu glæder jeg mig til at være UX ambassadør for Dwarf og fordybe mig i designprocesserne, så jeg får det endnu mere ind under huden.

– Netop fordi jeg har prøvet en del forskellige arbejdsområder af indenfor den digitale branche allerede, så har jeg et ret bredt interessefelt. Derfor tror jeg også, at jeg laver nogle af de skæve koblinger, der tager den kreative proces til det næste niveau. Det, sammenkoblet med min forkærlighed for research, tror jeg på kommer til at skabe nogle produkter, der virkelig har substans!

Derudover ser Henriette frem til, at blive en del af et design-team der kan sit kram:

– Jeg kendte til en af de platforme Dwarf har lavet fra et tidligere projektforløb jeg deltog i – en platform vi brugte som en slags ledestjerne for god UX. Så det er klart en tiltrækningskraft at have kolleger der er dygtige og en god kombination af folk på teamet. Således er der altid nogle man kan sparre med, når man har noget man ikke helt kan få til at spille.

Denne case er publiceret af: Dwarf