Har loyalitets-programmerne nået et mætningspunkt?

I dag betragtes kundeloyalitet som opskriften på en øget indtjening, og det er bl.a. grunden til at mange kaster sig ud i loyalitetsarbejdet. Men når alle efterhånden giver rabat via loyalitetsprogrammer, får man en overeffekt, hvor forbrugerne bliver mætte og handler derefter, styret af pris og placering. Har vi mon nået et mætningspunkt med de ”traditionelle” loyalitetsprogrammer? Som observatør af loyalitetsprogrammer, må man spørge; skabes der loyalitet ved en endimensional fokusering på pris? Og hvis der arbejdes med andre parametre, hvilke kan der så fokuseres på for at skabe gensidig værdi?

Der er noget paradoksalt ved den måde de fleste loyalitetsprogrammer på konsumentmarkedet er skruet sammen på. De fleste loyalitetsprogrammer bygger på en variant af rabat eller bonus – mængde og købsfrekvens belønnes f.eks. med rabatter på nye køb.

I litteraturen er udgangspunktet, at prisen for et givent produkt eller serviceydelse fastsættes ud fra kundeværdien. Rabat er derimod et middel man kan tage i brug for at tilskynde til køb, ofte vil litteraturen hævde, for at aktivere et sløvt salg. Paradokset må dermed være, at kundeværdi takseres med rabat og det centrale spørgsmål er, om der søges at skabe et behov eller at dække