Er Native Advertising en gråzone?

Native advertising ser ud til at være den perfekte syntese mellem læsernes ønske om interessant indhold og annoncørers ønske om at komme tættere på kunderne. Men native advertising er også anklaget for at være fundamentalt uetisk i sin virkemåde, og måske er de gode oplevelser faktisk netop et etisk problem – når de er rigtigt gode.

Mediernes overlevelseskamp har medført, at marketing og journalistik i dag har formaliseret et parløb til velstrukturerede forretningsmodeller med en lang række tilbud om ’indholdsproduktion’ som f.eks. native advertising, branded journalism eller advertorials. Forskellen er, at det sidste er et mere produktfokuseret indhold, hvorimod native advertising kan være velskrevne historier som slet ikke nævner produkt eller brand. Mindre hard-sell og masser af small-talk lyder sympatisk og læserne elsker det (især når der er et stort budget til at give indholdet journalistisk topkvalitet, og pakke det ind i lækre visuelle elementer).

Det imponerer dog ikke marketingforskerne John Rossiter og Larry Percy, som begge har lang erfaring fra konsulentarbejde, forskning og lærebøger. De er overraskende kategoriske i deres afvisning af alt fra ’sponsered content’ til ’brand advocacy’: ”We deplore the blatant deceitfullness…these practices are deontologically unethical…because the audience is not fairly

Læs artiklen GRATIS:

Log ind, eller opret en gratis profil her