Forførelsens glemte kunst

De traditionelt stærkt profilerende medier, tv og dagblade, er gået hen og blevet en markedsplads for de spraglede og højtråbende. Det er ikke noget kønt syn. Navnlig ikke når man tænker på det potentiale, der ligger i netop de kommunikationskanaler. Så meget desto større er glæden til gengæld, hver gang man støder på en annoncør, der stadig insisterer på anvende medierne til det, der udmærker dem. Nemlig forførelse.

Ingen tænder for fjernsynet på grund af reklamerne. Eller læser deres avis på grund af annoncerne. Var det bare så vel. Sandheden er i virkeligheden nok snarere, at annoncørernes dyrt betalte budskaber betragtes som forstyrrende elementer, der i bedste fald er ligegyldige og i værste fald irriterende. Og som forbrugere gør vi, hvad vi kan, for at bortfiltrere dem.
Det er annoncørerne og deres reklame-, medie- og analysebureauer i og for sig selv ude om. Man ligger som bekendt, som man har redt. Og der er sandt for dyden langt imellem de reklamekampagner, der animerer os til at forholde os bare lidt til, hvad afsenderen egentlig har på hjerte.
Indimellem lykkes det imidlertid en annoncør at få avislæserne og tv-seerne til at sænke paraderne. Til at