Want create site? Find Free WordPress Themes and plugins.

Marketing er afhængig af nye samarbejdsformer

Med flere tjenester placeret i skyen, er vejen banet for mere co-creation, hvor dynamiske samarbejdsformer skaber optimale betingelser for at udføre flere og flere marketingdiscipliner på farten og på tværs af organisatoriske skel.

Drømmen om at medbringe sit kontor og betjene sine kunder overalt, er i dag en realitet, ikke et fatamorgana. Flere og flere krævende marketingdiscipliner bliver efterhånden udført med en tablet eller en smartphone i hånden, hvor tjenester i skyen giver adgang til stribevis af værktøjer og filer, uanset hvor man befinder sig.

Det er også hovedbudskabet i Microsofts forsøg på at gå planken ud med sin cloud-baserede Office 365-tjeneste, der bl.a. giver adgang til velkendte værktøjer som Microsoft Word, Excel og PowerPoint samt nye værktøjer, der er tilpasset et liv med ”kontoret under armen”.

Til de flestes overraskelse har Microsoft dog valgt at fjerne fokus på, hvad der befinder sig i skyen, og i stedet bruge krudtet på at beskrive, hvad man omtaler som den moderne arbejdsplads, hvor medarbejdere dels får kortere tid til at reagere på kundehenvendelser, men også må indstille sig på flere opgaver baseret på co-creation og samarbejder på tværs af organisatoriske skel.

Ifølge Alexander Bradley, Director of Office 365 Commerical Communications, kan ingen virksomhed i dag sidde forandringen overhørig, der er opstået i kølvandet af den stigende digitalisering. – Forandringer sker i dag med en hastighed, som vi aldrig har set før, og der er ingen udsigt til, at der bliver skruet ned for tempoet. Der er f.eks. kun 12 pct. Af de oprindelige Fortune 500 virksomheder fra 1955, som eksisterer i dag. Den prognose ser bestemt ikke bedre ud for fremtiden, hvor virksomhederne skal forberede sig på at tilbringe kortere og kortere tid i det fornemme selskab, understreger Alexander Bradley.

Virtuel virkelighed

Andre prognoser går så vidt som at forudsige, at op mod 40 pct. af nuværende Fortune 500 virksomhederne er væk om 10 år. – Vores rolle er at bistå virksomhederne – og særligt marketingmedarbejderne med at udvikle og forny kundeoplevelsen ved at skabe forbindelse mellem den virkelige og virtuelle verden. Du skal forstå, at virksomheder i dag, som hovedregel kun har 30 sekunder til at reagere på interaktioner på social medier, fortæller Alexander Bradley.

Dermed er der ikke plads til statiske hierarkier i Alexander Bradleys optik. Han foretrækker dynamiske netværk, der åbner op for kollektiv værdiskabelse, populært kaldet co-creation, hvor siloer bliver brudt ned og samarbejder foregår på kryds og tværs af organisationen eller i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere. – Det største gevinst er, at vi har bevæget os fra en tilstand med knap information til en tilgængelighed af uendelig indsigt, fordi det ikke længere spiller nogen rolle, om IT skaber sikkerhed i serverrummet, men derimod sikkerhed i bestyrelseslokalet, siger Alexander Bradley.

Det er derfor centralt for Microsoft at kunne levere bade personlig og organisatorisk indsigt, så medarbejdere, uanset om der er tale om forretningssystemer som Microsoft Dynamics eller Office 365, har adgang til værktøjer, der bringer dem bagom enorme mængder kundedata, så de til enhver tid har adgang til intelligent indsigt lige ved hånden.

Tænk som Millenials

Alexander Bradley mener, at virksomheder med rette kan lade sig inspirere af ”the Millennials”, der er ”always on” og altid er på farten. – Millennials har på et tidligt stadie lært at arbejde sammen, hvor man ikke nødvendigvis sender mails frem og tilbage mellem hinanden, men gemmer sit arbejde i skyen, som man i øvrigt gerne deler med andre, hvilket naturligvis er forstærket af, at de er vokset op med sociale netværk, forklarer Alexander Bradley.

Han forsikrer dog, at der på ingen måde er tale om ”rød stue”, men om en forøgelse af produktiviteten, da den enkelte medarbejder bliver mere effektiv ved konstant at have adgang til al information om sine kunder – eller hvis en kreativ har brug for at få adgang til det content, som vedkommende arbejder på.

Dermed kommer det næsten til at lyde som Nikes legendariske pay-off, ”Just Do It”, og Alexander Bradley erkender da også, at det måske kan lyde lige lovligt nemt. – Det handler grundlæggende om at skabe en sikkerhed for medarbejderne, så de ikke skal bekymre sig over ubehagelige overraskelser, fastslår Alexander Bradley.

5 hurtige

  • Forandringer sker i dag med en hastighed, vi aldrig har set før.
  • Virksomheder har kun 30 sekunder til at reagere på interaktioner på social medier.
  • Der er ingen udsigt til, at der bliver skruet ned for tempoet.
  • Der er kun 12 pct. af de oprindelige Fortune 500-virksomheder fra 1955, som eksisterer i dag.
  • 40 pct. af nuværende Fortune 500 virksomhederne er væk om 10 år.
Did you find apk for android? You can find new Free Android Games and apps.