Want create site? Find Free WordPress Themes and plugins.

Sådan digitaliserer og forbedrer du kunde-oplevelsen i din butik

I takt med at kundeoplevelsen i detailhandlen bliver mindre fysisk og stadigt mere digital, melder dette spørgsmål sig: Hvordan bør du som forhandler med en fysisk butik, en webshop, en tilstedeværelse på de sociale medier og en mobilapp forholde dig til udviklingen og adskille dig fra konkurrenterne?

Kunder, der handler online, har adgang til en masse informationer – prissammenligninger, anmeldelser, videoer, blogs osv. Alt det forsvinder i det øjeblik, de går ind i en butik, medmindre de tager deres telefon frem og går på nettet.

Men hvad hvis du gnidningsfrit kunne integrere mulighederne fra en online-/mobiloplevelse med din fysiske butik, samtidig med at du fastholdt de unikke kvaliteter ved at handle i butikken, som fx bekvemmeligheden, det personlige præg og muligheden for at røre ved og mærke produktet?

Lad os se på tre veje til at forbedre kundeoplevelsen i din butik:

1) Gør dataanalyse til en del af dit salgsarbejde

Forretninger i detailbranchen er i virkeligheden datafabrikker, der så også lige sælger nogle produkter. For der er et væld af information tilgængelig online og i butikken, ved salgsstedet osv. Desværre bliver det meste information aldrig indsamlet, eller det sker først, når det er for sent til, at man kan handle ud fra den.

En vis fingerspidsfornemmelse kan være en stor hjælp, men de rigtigt succesfulde forhandlere demokratiserer data ved at give dem til medarbejderne i frontlinjen. Så kan de nemlig tage de rigtige beslutninger ved salgsstederne. Det kan fx dreje sig om at give rabatter i realtid til VIP-kunder, eller det kan handle om meningsfuldt krydssalg eller mersalg baseret på kundernes købsadfærd.

Ved at gøre dataanalyse til en del af dit DNA, kan du som forhandler sikre dig, at oplevelsen i den fysiske butik ikke bliver et kompromis, men noget, kunderne ser frem til.

2) Brug lokaliseringsredskaber og digitale assistenter

Mange salg bliver tabt på gulvet, fordi kunderne må trave op og ned ad gangene i butikken og lede efter de ting, de skal bruge, eller fordi de ikke gider at opsøge en butiksassistent, medmindre det haster eller er vigtigt. På samme tid er der et voksende fokus på medarbejdernes produktivitet, og det kan tvinge nogle forhandlere til at træffe den vanskelige beslutning at reducere antallet af medarbejdere i butikken – hvilket ofte kan gøre det hele værre.

Men teknologien kan bruges til at afhjælpe problemet. Du kan lave informationsstande i butikken, der kan gøre det nemmere for kunderne at finde tingene på deres indkøbslister. Og med digitale navigatører kan du putte denne funktionalitet ind i kundernes smartphones. På den måde lægger du kontrollen i kundernes hænder – helt bogstaveligt.

En undersøgelse af kunder i detailhandlen, som Accenture har foretaget i 2016, viser, at 30 procent af kunderne i Storbritannien er på udkig efter indkøbslister og redskaber til at lokalisere ting i butikkerne. Her er det interessant, at kun 8 procent af forhandlerne i undersøgelsen kunne tilbyde apps med indkøbslister, og at ingen havde digitale navigatører til smartphones.

3) Gør de digitale displays mere intelligente

Ud over bare at vise en reklamekarrusel kan digitale displays gøres mere intelligente og relevante i konteksten ved at vise anmeldelser og markedspriser. I Avanade har vi fx hjulpet et førende luksusbrand med at give skræddersyede rabatter ved at genkende kundeprofilen for dem, der stod foran deres digitale displays, fx ud fra alder og køn, om de var der alene eller med deres familie osv.

Og for Coop Italien videreførte vi konceptet og skabte ’Fremtidens Supermarked’. Her kunne kunderne interagere med produkterne og få indsigt i deres oprindelse, indholdet af allergener, CO2-fodaftryk osv. ved bare at pege på produkterne. Det hjalp Coop til at redefinere selve supermarkedsoplevelsen og i sandhed gøre den interaktiv.

I dag stiller kunderne sig ikke længere tilfredse med en halvgod oplevelse på én kanal. Som forhandler er du derfor nødt til at finde en måde at levere en gnidningsfri oplevelse på tværs af alle kanaler. Så længe de fysiske butikker for mange forhandlere stadig driver størstedelen af salget, er det en god start for en forretning i detailbranchen, hvis du starter med at udforme og implementere en plan for at digitalisere og forbedre kundeoplevelsen i butikken.

Did you find apk for android? You can find new Free Android Games and apps.