Want create site? Find Free WordPress Themes and plugins.

Få maksimal effekt af at samarbejde med influenter

Man fornemmer med det samme, når man besøger Carla Mickelborg, hvorfor den unge livsstils-blogger, YouTuber og Instagrammer har flere end 200.000 følgere. Hun er venlig, nærværende og samtidig hele tiden opmærksom på, at selv en mandag formiddag er rig på oplevelser, der er værd at dele. Marketcommunity mødte Carla til en snak om, hvordan du som marketingansvarlig i en virksomhed bedst samarbejder med influenter. Hun startede interviewet med at uploade en post om mødet, og 2 kopper kaffe senere var den blevet set flere end 3.000 gange. Så hun kan et eller andet. Hvad det er, var Carla så venlig at dele med os.  

Hvornår og hvordan begyndte du at kommunikere bredt ud?

”Jeg startede med at blogge i 2008, hvor jeg en morgen vågnede op ved siden af en rødhåret fyr og tænkte, hvem er det? Jeg kunne ikke huske noget som helst, og mit liv var i det hele taget lidt underligt. Så jeg tænkte, at det måtte andre da også opleve. Jeg lærte at bruge WordPress, oprettede en blog gik i gang med at skrive om mit single-liv, og fik nogle følgere. Da jeg efter et stykke tid fik en kæreste, bredte jeg konceptet ud. Det var ikke så svært, da jeg allerede havde arbejdet som make-up artist, og jeg gik op i beauty produkter.”

Hvilke media eller hvilke kanaler har du brugt?

”Jeg startede med blog, og den skrev jeg meget på, mens jeg gik på journalisthøjskolen i Emdrup og læste TV-tilrettelæggelse. Og studiet må have inspireret mig, for jeg skrev mere og mere, mens jeg gik der. Jeg lærte at lave TV og filme, og jeg fik et godt kamera. Undervejs var jeg i Los Angeles, hvor jeg lavede flere videoer. Inden jeg i slutningen af min uddannelse havnede hos DR. Der havde vi flere gange besøg af YouTubere, der lavede backstage videoer, som de derefter postede. Jeg oplevede det ironiske, at der var støre publikum til deres posts end til vores programmer. I mellemtiden havde jeg fået min Instagram profil op at køre, og så gik jeg løs på den.”

Billede: En dag med livsstil forberedes

Hvad kan de forskellige kanaler, synes du?

”Blogindlæg er gode til at kommunikere den dybere forståelse of virksomheden og brandet. Men selvfølgelig stadig med bloggerens personlige vinkling, så det ikke bliver fuldstændig som under ’About’ på firmaet egen hjemmeside. Derudover er bloggen god til SEO optimering, hvis man som virksomhed gerne vil have referencer og links. Lad os sige, at jeg skriver et blogindlæg om tandpasta. Så kan jeg lave et hyperlink til virksomhedens hjemmeside, og det tæller positivt hos Google. Hyperlinks fortæller desuden virksomheden hvor henvisningen kommer fra, så virksomheden kan tracke, om blogindlægget udløser direkte klik til den vare, man vil sælge. På den måde kan det være en KPI i forhold til kampagnen, lige som branding eller awareness kan være det. Blogindlæg bliver læst, men der er få influenter, som arbejder med blogging i dag, fordi der ikke er et så mange, som har lyst til at læse lange tekster.

Instagram er omvendt til at nå langt ud. Det er et visuelt kick, en underholdende stimulering af synssansen. Mange bruger op til 6 timer om dagen på bare at scrolle på Instagram. Videoer klarer sig godt i feedet på Instagram. Det fungerer bedre end i stories. Stories er et nyere tiltag, og det fungerer godt i markedsføringsøjemed. En story ligger der kun i 24 timer – og det gør folk koncentrerede, fordi de ved, at den forsvinder igen. Og så er begrænsningen en kreativ gave. Når man kun har 15 sekunder til at fortælle en pointe, så vinkler man den skarpt. Det er godt for et kommercielt budskab. Derudover er det sådan, at hvis man har over 10000 følgere på Instagram, så kan man lægge links ind i sin story, og så følgerne kan swipe direkte til virksomhedens hjemmeside.

Jeg er for eksempel ambassadør for Lunar Way – en banking app. Her laver jeg altid 4 sekvenser a 15 sekunder. Som svarer på 4 ’Hv-spørgsmål’. For eksempel hvem, hvad, hvorfor og hvordan. Jeg får så måske 300 Swipe-ups pr. story.

YouTube er også god til at gå i dybden. Men forskellen er, at der skal lidt mere underholdning til på YouTube end på en blog. Det skal være mere personligt, mere fængende. Man falder igennem, hvis man kun laver en ren produkt-film. I hvert fald for mig.

Det har været sjovt for mig at lære forskellen fra f.eks. klassisk TV. Hvis man i TV laver et interview og skal klippe noget ud, bruger man ofte et såkaldt jumpcut. Man klipper eksempelvis over til et dækbillede. Så studser seerne ikke over, at der er klippet i noget en person siger. Men det gør man ikke på YouTube. Der bruger man det bare, som det er.”

Og hvad med Facebook?

”Facebook er noget skidt. Det er bare så dårligt. Man kan ikke komme nogen steder, med mindre man på forhånd har så og så mange følgere – eller man vil betale en krig for at få set sine posts. Facebook har lavet en algoritme, som standser YouTube indhold fra at sprede sig organisk. Fordi de ønsker, at man uploader sit indhold til Facebook.  Og det vil jeg ikke, da det alligevel ikke spreder sig uden betaling.”

Hvad er dit foretrukne medie?

”Instagram. Jeg har ca. 80.000 følgere på Instagram, 70.000 på Youtube, og et indlæg på min blog får nok 3-5000 læsere. Samlet har jeg et reach på over 200.000.”

Hvad er din ’opskrift’ eller dine virkemidler til at få følgere? Hvordan gør du?

”Hvis vi ser på min families virksomhed, Goal-Setter.com, så lægger vi hver dag en story op med viden, som vores følgere ikke kan få andre steder. Da Goal-Setter er et værktøj til at få styr på egne mål og indre processer, handler vores daglige post om, hvordan jeg griber min dag an. Jeg viser konkret, hvordan jeg bruger Goals-kalenderen til at nå mine egne mål. I går viste jeg, hvordan jeg i starten af måneden havde sat mig for, at jeg ville skrive min bog færdig og lukke nogle flere foredrag, og nu faktisk kan konstatere, at jeg har lukket 5 foredrag og fået skrevet mit manuskript færdigt.

 

Billede: Integritet er alt – så selv på sin egen blog fortæller Carla Mickelborg, når hun laver reklame for sit eget familiefirma Goal-Setter. 

Så first of all: Gør din Instagram profil til en virksomhedsprofil. Det giver dig adgang til masser af statistik. Sæt derefter en time af om ugen og kig på, hvad der har performet, og hvad der ikke har. For Goal-Setter har det vist sig, at det virker at vise vores Goals-kalender i et hjem. Det gør kalenderen til noget bekendt og dagligdags. Og så re-poster vi det som regel, når folk lægger billeder af vores produkter op. Vi viser gerne vores glæde.”

Hvilket område dækker du?

”Jeg arbejder med livsstil. Mit mantra er, at ”Jeg elsker mig selv og giver slip på behovet for at sammenligne mig med andre”, og inden for det prøver jeg at inspirere folk. Både med, hvordan jeg lever, og de produkter, jeg bruge. Det kan være tøj, make-up, food, køkkengrej, hårprodukter og meget andet. Alt hvad en moderne kvinde omgiver sig med. Generelt arbejder jeg ud fra devisen ’Show, don’t tell’. Så hvis jeg kan vise produktet i brug, gør jeg det. I øjeblikket er jeg meget optaget af Google Home.”

Carla Mickelborg understreger sin sidste pointe ved med klar stemme at udbryde: ”Google – sluk lyset”, hvorefter lamperne i stuen adlyder som det naturligste i verden.

POSITION

Hvilken type content skaber og publicerer du?

”Det er personligt indhold. Så personligt som muligt. Og frem for alt ægte. Det betyder også, at jeg kun markedsfører produkter og services, som jeg selv bruger eller kan stå inde for.”

Ved du på forhånd, hvilket content som vil få stærk respons?

”Ja jeg ved, at hvis jeg skriver om mit kærlighedsliv, så er folk vildt interesserede i det. Men jeg holder igen med det, for det bliver meget nemt selvudleverende. Som hvis man smider BH’en. Jeg vil ikke have et brand, der handler om, at jeg skal udlevere mig selv. Jeg er i realiteten meget privat.”

Hvordan skelner du mellem de typer af respons, du får?

”Jamen, der er forskellige typer af følgere. Der er dem, som liker og elsker alt, hvad man laver. De giver gerne udtryk for, at de er vilde med det. Det er jo dejligt, men man skal ikke tage det alt for nær. Lige som dem, der er overdrevent negative. Allerede da jeg som ung skuespiller var med i min første film, fik vi at vide, at vi ikke skulle gå ind på de sociale medier og læse, hvad der blev skrevet.

Så det går som regel ikke ind. Men der var én, der skrev noget om, at hun syntes, at det var dobbeltmoralsk, at jeg på den ene side prædiker om, at man skal elske sig selv – men at jeg postede billeder af mig selv i lidt tøj. Det kunne jeg ikke bare lige slippe, det måtte jeg tænke godt igennem. For det ER da et glansbillede. Sådan er det på Instagram, og sådan skal det efter min mening også være. Der foregår naturligvis en masse shit bag facaden hos folk, men det behøver jo ikke at komme frem på forsiden. Mit personlige ’no-filter’ område er på min blog, hvor jeg kan skrive om alt.

Et af de områder, der kan være svært at håndtere, er når folk f.eks. skriver til mig om en ulykkelig situation, de er i, og om de må få et personligt råd. Eller elever fra 8-9. klasse, som gerne interviewe mig om ting, de kan finde ud af blot ved at Google mig. Det kan være svært, for på den ene side er jeg glad for, at de følger mig, og på den anden side må jeg jo erkende, at jeg ikke kan efterkomme alle, private forespørgsler.

Endelig er der to andre klassiske grupper. Mænd der skriver upassende ting, og kvinder der fortæller, at de er glade for, at deres døtre følger mig. Det sidste gør mig rigtig glad.”

Følger du professionelt med i, hvad andre influenter gør?

”Jeg bruger meget tid på Instagram, så jeg lægger naturligvis mærke til det, hvis jeg f.eks. ser et nyt filter, som gør billeder interessante. Det kan f.eks. være et filter, som i bedste 70’er stil får glimt til at glimte ekstra stærkt. Eller en funktion, som får en film speedet op. Det kan jeg f.eks. bruge i en video om et træningspas.”

Kender du deres profil og emneområde på rygraden?

”Jeg følger dem, der er i samme mannagement som jeg, nemlig SMAC-Agency. Vi mødes også privat. De er jo i princippet mine konkurrenter, men jeg oplever dem ikke sådan. Måske fordi jeg er en af dem, som tidligst fik en YouTube kanal, og fordi jeg har en vis succes. Så jeg oplever det ikke som konkurrence på en træls måde.”

Kommercielt

Hvor meget arbejder du sammen med annoncører?

”Jeg har 12-13 store kunder om året, så i gennemsnit bliver det til ca. en YouTube video om måneden og mindst 1 sponsoreret Instagram post eller -story om ugen”

Hvordan vælger du, hvem du siger henholdsvis ’Ja’ og ’Nej’ til?

”Jeg siger ja, hvis jeg kan se mig selv i produktet, hvis jeg kan bruge det, og det giver mening. For eksempel, hvis jeg har en sjov ide til, hvordan vi kan løse opgaven. Omvendt har jeg sagt nej til nogen med et produkt, som jeg synes, at jeg er vokset fra. Og hvor der ikke var plads til at lave content med et glimt i øjet.”

Hvilke typer af content laver du for annoncører?

”Det er videoer, billeder og Instagram sekvenser. Jeg skal netop i gang med et større samarbejde med Mercedes, som vi skal finde et koncept for. Det kommer nok til at handle om, at jeg fortæller om min personlige oplevelse af at køre ture til f.eks. Sverige. Jeg har aldrig haft en bil, så for mig er det vild luksus, hvor turen i sig selv bliver en vigtig del af oplevelsen.”

Gør du opmærksom på over for dine følgere, når du publicerer betalt indhold?

”Det gør jeg altid. Jeg skriver konkret oppe i hjørnet: ’Reklame for X’. I Instagram kan man også tagge indholdet, så både Instagram og ombudsmanden ved, at dette er reklame.”

Billede: Ambassadør for Mercedes

Hvad er en god udviklingsproces for betalt content?

”Først og fremmest er det vigtigt, at annoncører er klar over, at de hyrer en person med en følger-skare, som netop er følgere, fordi de synes, at personens profil og indhold er interessant. Der er også en grund til, at nogle influenter har et stort reach, og det er, fordi de ved, hvad de gør. Så lyt efter hvad de siger, og vær opmærksom på, at det ikke er en skuespiller, du hyrer. Det bliver bedst, hvis det er autentisk – hvis det er personen selv, der siger tingene med egne ord.”

Men hvad er så en god briefing?

”En god briefing for mig kan lyde sådan her:

  • Inden for 30 sekunder, skal vores navn siges
  • Der skal være en call-to-action
  • Og så skal vi vide, hvad din vinkel er

Og så skal det naturligvis stå klart, hvad deres KPI’er er. Vil de øge deres awareness, vil de have leads, eller går de efter likes? Det er jo træls for begge parter, hvis vi til evalueringsmødet finder ud af, at jeg har lavet content til ét mål, mens kunden har forventet noget andet.”

Hvor meget og hvordan skal annoncøren blande sig i processen?

”Jeg plejer at gøre det sådan, at jeg simpelthen producerer indholdet, og så er der én rette-runde. Det kan være, at kunden siger: ”Du har glemt X”, eller ”Du sagde noget forkert”. Så løser jeg det, og så er processen færdig.”

I hvilket omfang koordinerer du aktiviteter med annoncørens øvrige markedsføring – for eksempel produktlanceringer eller udsalgskampagner?

”Det er ikke noget, som jeg koordinerer, det gør kunden selv. Jeg vil bare gerne kende præmisserne. Og så står det i kontrakten, hvad vi har aftalt, og hvordan kunden må bruge indholdet.”

Hvordan reagerer dine følgere på betalt indhold?

”Godt. De har ikke nogen problemer med det. Men nogle gange, hvis jeg har lavet meget sponseret content, kan jeg godt lige få nogle kommentarer om, at mine følgere har bemærket det. Man plejer at sige, at der skal gå 7 ikke-sponsorerede posts, inden man poster et sponseret indhold igen.”

Hvad er efter din mening en god aftaleform, som gavner begge parter?

”Den bedste aftale er, hvis man laver en ambassadøraftale for eksempelvis et år. Der giver en længere dramaturgi, og mine følgere kan se, at det er et produkt, som jeg bruger. Jeg er for eksempel ambassadør for Google, og mine følgere kan se, at jeg bruger Google Home hele tiden, for eksempel når jeg træner.

En ambassadøraftale omfatter nogle konkrete opgaver. Det kan være en post og 2 stories. Men fordi vi har en fast aftale, og jeg synes, at det er et godt produkt, så giver jeg dem noget ekstra. Jeg laver også afgrænsede aftaler, men der lægger jeg ikke noget ekstra op.

Hvad, jeg ikke anbefaler, er betaling pr. effekt. For man kan aldrig vide, hvordan det går, og for influenten er arbejdet det samme. Plus, og det er måske det vigtigste, så har annoncøren jo et say på, hvilket indhold, han kan godkende. Så ansvaret for effekten er delt.”

Hvis du skal give 3 gode råd til annoncører, som gerne vil indlede et samarbejde med influenter, hvad er de så?

”Ambassadør-aftaler for et år koster trods alt penge, hvis man vil samarbejde med en influent med et stort reach. Så jeg vil anbefale, at man lige prøver det af, inden man går all-in.

  1. Start med at bruge tid på at finde de influenter, som har et look og går op i det, som du kan identificere jeres produkt med. Hvis du ikke har tid eller kan finde rundt i det selv, så hook op med et agency.
  2. Start ud med en lille ting, som I kan prøve. For eksempel 1 Instagram post og 1 story bestående af 4 sekvenser. Sæt et beløb af, del det i tre og prøv tre forskellige influenter. Når du har set, hvordan det går, kan du tegne et ambassadør-ship med den, der alt i alt performer bedst.
  3. Lad det også spille ind på dit valg, at influenten reelt bruger dit produkt. Det giver en naturlighed, og nok også mere for pengene, fordi det vil indgå i flere sammenhænge.

Og så lige en advarsel: Hvis du vil samarbejde med influenter, som har et vist reach, så kommer du ikke ud over bakkerne blot ved at give dem et produkt. Den tid er forbi. Vær forberedt på, at du kommer til at betale for den værdi, du får. Den består så også både af kreativt arbejde, et antal eksponeringer og det engagement, du opnår.

Hvis du ikke bar budget til de store influenter, vil jeg anbefale Woomio. Det er et site, som har alle influenter i deres kartotek med en opgørelse af deres reach. Så man kan finde såkaldte mikro-influenter. De er billigere, men de har stor credibility, fordi de stort set aldrig laver reklame.”

Tak for de gode råd

Did you find apk for android? You can find new Free Android Games and apps.